Kendiskokken Thomas Castberg fra det populære madprogram 'Masterchef' styrtede på mountainbike og lå på operationsbordet i syv timer.
Det voldsomme styrt rev kinden i højre side af ansigtet op og knuste både øjenhule og kindben. Det skriver BT.
Flere hold kirurger på Rigshospitalet måtte derfor operere på skift for at få rekonstrueret hans ansigt.
Thomas Castberg var i gang med at træne op til amatørcykelløbet La Marmotte, da ulykken skete i starten af juni.
"Jeg var vildt bange for at besvime og forbløde. Jeg begyndte at råbe panisk højt, samtidig med at jeg fik kontakt over telefonen med 112. De spørger, hvor jeg er, og jeg kan kun svare: ’Jeg står på blå spor i Rude Skov med mit ansigt i hånden. I må komme," fortæller han om ulykken til BT.
Heldigvis kommer der et par løbende, som får fat på nogle, der kan hjælpe ham med at komme på hospitalet.
Ved operationen fik Thomas Castberg en kunstig øjenhule, der er lavet af titanium, og 3-4 titaniumplader og skruer, som skal holde sammen på det knuste kindben.
Tv-kokken har tabt 7.6 kilo efter operationen, da han kun har måttet spise flydende kost. Men nu har han fået lov til at spise mere almindelig mad, og den klap, han har haft for øjet, er også væk.
Det er dog stadig uvist om ulykken betyder, at han skal have briller.