For at sikre, at Danmark og TV 2 følger reglerne om statsstøtte til medier, vil EU-kommissionen nu gennemføre en dybtgående undersøgelse af statens hjælpepakke. Det har EU's konkurrence-kommissær Neelie Kroes besluttet.
Kroes er især interesseret i, om støtten til TV 2 ledsages af tilstrækkelig kontrol og sikkerhed, og hvordan tv-stationens fremtid ser ud.
"Omstruktureringen af TV 2 skal sikre stationens levedygtighed på langt sigt, både når det gælder de kommercielle aktiviteter og public service-aktiviteterne. I lovlighedens interesse kan parterne nu komme med deres synspunkter, før Kommissionen træffer sin afgørelse," siger Neelie Kroes, der offentliggjorde beslutningen i torsdags i Bruxelles.
TV 2 fik sidste år i august lov til at låne en milliard fra staten. Det godkendte EU-Kommissionen så længe stationen betalte pengene tilbage eller blev omstruktureret.
Undersøgelsen skal blandt andet omfatte, hvorvidt en brugerbetaling af TV 2's hovedkanal kan godkendes af politikerne.