I samarbejde med Simon Vöge Hansen, siha@avisen.dk
Børn og barnlige sjæle må i år tage til takke med en genudsendelse af julekalenderen Alle tiders julemand, hvis de stiller ind på TV2 i december måned.
En ny af slagsen med titlen Mikkel og guldkortet var ellers næsten færdigindspillet, men efter at det er kommet frem, at en af skuespillerne netop er blevet idømt betinget fængsel og samfundstjeneste efter straffelovens § 224 for anden kønslig omgang end samleje , bliver julekalenderen nu aflyst.
Det er dog ikke kun TV2, der bliver ramt af dommen. Også DR har benyttet skuespilleren i deres kommende dramaserie Sommer, og kanalen har valgt at erstatte skuespilleren med en anden og genindspille de scener, hvor den dømte skuespiller optræder.
- Det er en dybt beklagelig sag for alle parter. Men for os er der intet andet at gøre end at finde en anden til rollen og lave hans scener om. Den pågældende skuespiller medvirker i en lille, gennemgående karakter i ’Sommer’, men emner som kærlighed og sex er helt centrale i rollen, og også derfor kan han ikke fortsætte, selv om han er en talentfuld skuespiller, forklarer DR1-chef Ulla Pors Nielsen.
Skuespilleren orienterede først DR om dommen mandag, og Ulla Pors Nielsen understreger, at man havde stoppet samarbejdet med skuespilleren, hvis man havde kendt til sagen tidligere.
Beskeden, om at en af de medvirkende på TV2’s nye julekalender er blevet sexdømt, kommer som et chok for TV 2’s programchef Keld Reinicke.
- Vi vidste slet ikke, at der var en retssag i gang mod en af de medvirkende, så vi er ret chokerede, siger Keld Reinicke til Nyhedsavisen.
Ifølge programchefen var TV2’s nye julekalender satsning kun en uge fra at være færdigindspillet. Keld Reinicke har ikke overblik over, hvor meget sagen kommer til at koste TV2 i kroner og øre, men han erkender dog, at der er tale om en større sag.
- Der er jo allerede lavet papkalendere og reklamer til Mikkel og Guldkortet.
Overrasket skuespiller
At beslutningen om at skrotte TV2 s nye julekalender kom som lyn fra en klar himmel, vidner skuespillerens Robert Hansens reaktion om.
Robert Hansen havde hele dagen i går været på optagelse til ’Mikkel og Guldkortet’, hvor han spiller skurk, men ifølge ham var der ingen, der nævnte noget om sex-dommen i løbet af dagen.
- Det kommer helt bag på mig. Ifølge planen skulle jeg også have været på optagelse i morgen. Det her er jo helt vildt, var Robert Hansen umiddelbare kommentar.