Den genvalgte EU-præsident, Donald Tusk, advarer sit hjemland, Polen, mod at brænde broer til EU.
- Pas på med at brænde broer, siger Donald Tusk torsdag på et pressemøde efter sit genvalg på EU-topmødet i Bruxelles.
- For når først de er væk, kan man aldrig krydse dem igen, siger han.
Polen har torsdag reageret med raseri, efter at de øvrige 27 EU-lande imod den polske regerings ønske har genvalgt Tusk som EU-præsident frem til november 2019.
Den polske premierminister, Beata Szydlo, har således torsdag meddelt sine EU-kolleger, at hun ikke vil godkende slutdokumentet fra torsdagens EU-topmøde.
Tusk siger, at der er brug for ansvarlighed og fornuft, når det gælder Europas fremtid.
- Det, håber jeg også, står klart for mine polske kolleger, siger EU-præsidenten.
Han siger, at han fortsat vil samarbejde med alle EU's stats- og regeringschefer.
- Jeg kan kun sige, at jeg vil fortsætte med at arbejde for et bedre og mere forenet Europa for alle medlemslande uden undtagelse, siger Donald Tusk.
På pressemødet siger han samtidig, at han vil gøre alt, hvad han kan, for at beskytte den polske regering mod politisk isolation.
- Jeg tror, jeg vil finde gode løsninger på det, siger Tusk.
Han siger samtidig, at han vil kommunikere med den polske regering på polsk.
- Det er forhåbentlig et sprog, som den polske regering vil forstå, indskyder EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, der deltager i samme pressemøde.
Polens premierminister, Beata Szydlo, kalder Tusk "ukvalificeret" som EU-præsident.
Hun begrunder det med, at han har blandet sig i polsk indenrigspolitik og blandt andet den nylige strid om pressens arbejdsforhold i Polen.
Donald Tusk er tidligere konservativ polsk premierminister og politisk modstander til landets nuværende nationalkonservative regering.
/ritzau/