Gaderne i Damaskus og en lang række andre byer i Syrien forventes i dag at blive indtaget af demonstranter, der ønsker landets autoritære præsident Bashir al-Assad afsat.
"Demonstranterne gør sig klar til at indtage gaderne efter fredagsbønnen. Det sker til trods for dårligt vejr og massiv militær tilstedeværelse," fortæller en syrisk aktivist til det tyske nyhedsbureau DPA.
Præsidenten har udstedt ordre til sine sikkerhedsstyrker om ikke at skyde på folket, skriver internationale bureauer, men alligevel er byer på tværs af landet præget af kampvogne og soldater.
Grufulde billeder er de seneste dage sluppet ud af Syrien, som er totalt lukket land for både national og international presse.
Videooptagelser af nedskydning af civile på åben gade, fortæller historien om et regime, som ikke vil finde sig i den spirende kamp for frihed.
Samtidig melder nabolandene om store flygtningestrømme, som følge af den kaotiske situation i landet.
Mindst 750 mennesker er blevet dræbt siden oprøret startede i midten af marts. Og 8.000 er blevet arresteret ifølge lokale menneskerettighedsgrupper.
Bashir al-Assad har siddet på magten siden 2000, hvor han overtog magten fra sin far, Hafez al-Assad.
I begyndelsen af sin regeringstid lod det til, at den unge al-Assad ville indføre reformer. Bl.a. havde syrerne i en periode afgang til internettet. Siden har billedet ændret sig, og nu frygter internationale organisationer for et regulært blodbad i landet.
Kilde: DPA