Over 20.000 russere har søndag protesteret i Moskvas gader.
Her har de forlangt, at demonstranter, der blev fængslet i løbet af sommerens protester, bliver løsladt. De er nemlig fængslet i et forsøg på at lukke munden på regeringskritiske røster, lyder budskabet.
Særligt tilbage i juli var der stor opstand i den russiske hovedstad.
Årsagen var, at oppositionskandidater ikke fik lov til at stille op ved lokalvalget i Moskva, der blev afholdt i september.
I forbindelse med demonstrationerne var der beskyldninger om brutal opførsel fra politiets side og usædvanligt strenge fængselsdomme.
Flere russere er blevet idømt fire års fængsel. En række demonstranter bliver også retsforfulgt for blandt andet vold mod politibetjente.
Under søndagens regnfulde demonstrationer viftede de fremmødte med flag og bannere, mens de råbte "slip dem fri" og "frihed til politiske fanger".
- Ingen kan få en retfærdig retssag i russiske domstole. Uretfærdighed og lovløshed kan gå ud over alle nu, siger den 32-årige advokat Ljubov Sobol.
Hun var en af de kandidater, der ikke fik lov til at stille op i september.
Organisationen White Counter Group, der overvåger politiske demonstrationer, oplyser, at 25.200 personer deltog i søndagens protester. Politiet vurderer, at omkring 20.000 demonstranter var på gaden.
Søndagens demonstration var - i modsætning til flere af de tidligere demonstrationer - godkendt af borgmesterkontoret i Moskva.
Der er tidligt søndag aften ikke foretaget nogen anholdelser.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters