En demonstration til fordel for de afviste irakiske asylansøgere, der indtil i nat har opholdt sig i Brorsons kirken på Nørrebro i København, udvikler sig nu.
Ifølge Newspaqs reporter på stedet er mindst 5.000 mennesker dukket op for at støtte irakerne.
"Der er enormt mange mennesker. Gaden er helt fyldt, og busserne kan ikke komme forbi. Stemningen er indtil videre fredelig, men det virker som en sag, det virkelig er sammenhold om," siger Ditte Hedegaard.
En af de demonstranter, der er mødt op, er Jon Simonsen. Og selvom han ikke tror, demonstrationen vil ændre på politikernes beslutning om at udvise irakerne, så håber han, der bliver sendt et budskab:
"Jeg håber, de politikere, jeg selv stemmer på i SF, bliver klogere og markerer sig lidt skarpere. Og ikke bare lader europaparlamentarikerne gøre det. Så det er en opfordring til Villy (Søvndal, red.)," siger han til Newspaq.
Allerede i dag blev syv af de afviste irakere sendt med fly hjem til Irak.
Der er tale om fem mænd og to kvinder, som alle er accepteret tilbagetaget af de irakiske myndigheder, oplyser Rigspolitiet.
Ingen af de udsendte stammer fra ransagningen i nat af Brorsons Kirke.
Udsendelsen var ledsaget og forløb uden problemer, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Irakerne er sendt tilbage i henhold til den hjemsendelsesaftale, der blev indgået i mellem den danske og den irakiske regering i maj i år.