Tre personer har allerede mistet livet i de omfattende oversvømmelser, der har ramt den australske østkyst.
Oversvømmelser er ikke noget ukendt fænomen på Australiens østkyst, men omfanget og hastigheden overrumplede denne gang mange af indbyggerne.
"Vi har ingenting tilbage. Vores børn har mistet alt i løbet af 24 timer. De har mistet deres hjem. Vi har ingenting tilbage," siger Linda Brought, der bor lige midt i det hårdest ramte område.
Tre personer har allerede mistet livet, og myndighederne siger, at det nu er et spørgsmål om liv eller død at nå væk i tide.
"Det er forfærdeligt. Der var folk på hustagene, der råbte til os i båden, at vi skulle komme og redde dem. Folk sidder i vindueskarme med deres børn og råber," fortæller et af øjenvidnerne.
Alene i byen Bundaberg står 1.200 huse under vand. Området oplever de værste oversvømmelser nogensinde, og 200.000 indbyggere er uden strøm.