En ny tryghedspakke, der skærper straffen for organiseret kriminalitet, faldt i dag på plads.
Dansk Folkeparti, regeringen og Kristendemokraterne er blevet enige om at fordoble straffen for hjemmerøverier fra to et halvt til fem år. Straffen for voldtægt og organiserede indbrud skal også forhøjes.
Desuden skal der oprettes en særlig enhed mod organiserede bander fra udlandet, der tager til Danmark for at begå røverier og indbrud.
"Det er smart at gøre, fordi vi kan se, at tyvebander organiserer sig på tværs af politikredsene. Derfor er der brug for en tværgående enhed," siger justitsminister Lars Barfoed (K).
Partierne er desuden blevet enige om at etablere et såkaldt rockerfængsel i Vestdanmark for særligt hårde bandemedlemmer.
DF's leder Pia Kjærsgaard er meget tilfreds med aftalen.
"Det er en flot aftale. Der betyder, at livet bliver mere utrygt for de kriminelle og mere trygt for almindelige borgere," siger hun.
Planen er, at væsentlige dele af tryghedspakken skal gennemføres inden sommerferien.
"Vi er meget opsatte på at fordoble straffen for hjemmerøverier. Det vil vi igennem med inden sommerferien," siger DF's næstformand Peter Skaarup.