En skole i det sydvestlige Tyskland er blevet lukket, fordi politiet har fundet trusler om et angreb i et chatrum på internettet.
Elever og lærere på skolen, der ligger i Ilsfed nær byen Heilbronn, blev ikke lukket ind på skolen fredag morgen, fortæller en talskvinde fra politiet ifølge Reuters.
Myndighederne var i gang med at undersøge området med sporhunde, men der blev ikke fundet noget mistænkeligt og politiet meldte senere, at alt var i orden.
De tyske myndigheder har de seneste dage været i højeste beredskab, efter en 17-årig tysk dreng onsdag gik bersærk og dræbte 16 personer, heriblandt elever og lærere på sin tidligere skole i den tyske by Winnenden.
Det er før set, at skoleskyderier har været varslet på internettet, før de blev ført ud i livet.