Ritzau
Opdateret kl. 17:43
USA's præsident, Donald Trump, har i en telefonsamtale med den britiske premierminister, Theresa May, gjort klart, at han ikke ønsker at tage på statsbesøg til Storbritannien, hvis der er protester fra befolkningen.
Det oplyser en unavngiven rådgiver i Downing Street, skriver The Guardian.
Derfor er Trumps besøg i Storbritannien sat på standby for en tid, selv om der endnu ikke var sat en dato for besøget, skriver avisen.
Fra premierminister Mays kontor lyder det dog ifølge Reuters, at der ikke er ændret i planerne om, at Trump skal komme på statsbesøg.
- Vi vil ikke kommentere spekulationer om indholdet af private telefonsamtaler. Dronningen har inviteret præsident Trump til at besøge Storbritannien, og der er ingen ændringer i disse planer, siger en talskvinde fra Mays kontor.
Det var blot syv dage efter, at Trump blev indsat som præsident, at han af den britiske dronning blev inviteret på officielt statsbesøg.
Det skete da den britiske premierminister som den første udenlandske statsleder besøgte den nye præsident i Det Hvide Hus.
På et fælles pressemøde fortalte May, at hun havde en invitation med fra dronningen til både Trump og hans kone Melania om et besøg senere på året.
Hun sagde desuden, at det glædede hende, at præsidenten havde accepteret invitationen.
Opkaldet blev ifølge en rådgiver i Downing Street foretaget for nogle uger siden. Ifølge The Guardian fortæller de personer, som var til stede i rummet, at May blev meget overrasket over Trumps udmelding.
/ritzau/