Præsident Donald Trump vil nominere sin tidligere kampagnerådgiver Stephen Moore til en plads i den amerikanske centralbanks styrelse.
Det bekræfter Donald Trump fredag over for en række journalister i Florida.
- Han vil være glimrende i den amerikanske centralbank, lyder det fra Trump.
59-årige Stephen Moore er konservativ økonomisk kommentator. Han har støttet Trump siden valget i 2016, hvor han under præsidentkampagnen rådgav Trump om økonomisk politik.
I oktober 2018 udgav han en bog sammen med økonomen Art Laffer med titlen "Trumponomics: Inside the America First Plan to Revive Our Econonomy". Her bakker han op om Trumps økonomiske politik.
Stephen Moore har i flere omgange været kritisk over for den politik, den amerikanske centralbank fører.
Han er desuden tidligere cheføkonom i den konservative tænketank Heritage Foundation.
Donald Trump har tidligere udtalt, at han overvejede at fyre centralbankens formand, Jerome Powell, på grund af utilfredshed over bankens politik.
Stephen Moore har også udtrykt kritik af Powell, som Donald Trump selv pegede på som formand.
Der er to ledige pladser i centralbankens syv mand store styrelse. Når Moore formelt er blevet nomineret af præsidenten, skal han igennem en godkendelseshøring i Senatet.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.