USA's præsident, Donald Trump, roser lørdag britiske soldater, der kæmpede i Afghanistan.
Det sker i et opslag på præsidentens sociale medie, Truth Social.
I opslaget kalder Trump soldaterne "tapre" og skriver, at de britiske soldater er "blandt de største af alle krigere".
Den nye udtalelse kommer, i kølvandet på at Trump tidligere på ugen havde sagt, at Nato-soldater blev væk fra frontlinjen i Afghanistan.
Den kommentar udløste hård kritik fra flere steder i Europa. Blandt andet kaldte den britiske premierminister, Keir Starmer, Trumps udtalelse for "fornærmende og forfærdende".
Storbritannien mistede 457 soldater i Afghanistan.
Men lørdag har Starmer og Trump været i kontakt med hinanden vedrørende sagen, skriver nyhedsbureauet Reuters. Og det har efterfølgende fået Trump til tasterne.
- De storslåede (great, red.) og meget modige soldater fra Storbritannien vil altid være sammen med Amerikas Forenede Stater!, skriver præsidenten.
/ritzau/