Den amerikanske præsident, Donald Trump, planlægger at forlade det forestående G7-møde i Canada før tid, skriver CNN.
Ved det årlige G7-topmøde, der starter fredag, mødes lederne af verdens største industrinationer for at diskutere internationale anliggender.
Medlemmerne af G7 er Canada, Frankrig, USA, Storbritannien, Tyskland, Japan og Italien. Ledere fra EU deltager også.
Den amerikanske præsident forventes at forlade mødet lørdag formiddag og deltager dermed ikke i samtaler om klimaforandringer og miljø. Det annoncerede Det Hvide Hus torsdag.
Meddelelsen fulgte efter en byge af bitre tweets fra den amerikanske præsident rettet mod den canadiske premierminister, Justin Trudeau, og den franske præsident, Emmanuel Macron.
Her reagerede præsidenten på kritik fra Macron og Trudeau, der har udtrykt åbenlys harme over nye toldsatser, som USA indfører.
- Fortæl venligst premierminister Trudeau og præsident Macron, at de pålægger USA massive toldsatser og laver ikke-monetære barrierer. EU's handelsoverskud med USA er på 151 milliarder dollar, og Canada holder vores landmænd ude. Jeg ser frem til at se dem i morgen, skrev Trump på Twitter torsdag.
Tweetet blev fulgt af to andre, hvor Trump på samme vis beskyldte EU og Canada for at skade amerikansk landbrug og for at sætte barrierer op for amerikanske virksomheder.
Udfaldene mod EU og Canada fik den franske præsident til kortfattet at konstatere på Twitter:
- Stemningen bliver mere anspændt. Dette bliver et krævende G7.
Forinden havde Emmanuel Macron gjort det klart, at de øvrige G7-lande må være forberedt på at indgå aftaler uden USA's præsident, Donald Trump.
- De andre G7-lande må ikke være bange for at indgå aftaler uden Trump, selv om det selvfølgelig altid er bedst med enstemmighed, sagde han inden et møde for de europæiske ledere i G7-gruppen, så de kunne koordinere deres tilgang til forhandlingerne.
Dermed står Trump til at kunne blive isoleret i flere sager, når G7-lederne mødes fredag.
/ritzau/