Ritzau
Opdateret kl. 18:23
USA's præsident, Donald Trump, har planer om invitere Kinas præsident, Xi Jinping, til et todages topmøde i næste måned i sit feriecenter Mar-a-Lago i Florida. Det rapporterer flere amerikanske medier.
- Todages mødet er foreløbig sat til at finde sted 6.-7. april, skriver onlineavisen Axios, som henviser til kilder i Trumps administration.
Den amerikanske tv-station CNN har også bragt rapporter om det planlagte topmøde, men den understreger, at planerne ikke er endeligt besluttet.
Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, ventes at færdiggøre planerne under et besøg i Asien i denne uge, hvor han også besøger Kina.
Kinas udenrigsministerium har indtil videre afvist at kommentere rapporterne.
Hvis topmødet kommer til at finde sted, vil det være et hovedemne at få glattet ud efter Trumps aggressive kritik af Kina under sin valgkampagne.
Kinas statsråd, Yang Jiechi, som har større rang end landets udenrigsminister, besøgte for to måneder siden Washington for at drøfte de økonomiske bånd mellem USA og Kina.
Trump har under sin valgkamp beskyldt Kina for at føre en uretfærdig handelspolitik. Han kritiserede for nylig i hårde toner Kinas strategi med at vinde territorium i Det Sydkinesiske Hav ved at bygge kunstige øer.
Endelig har Trump kritiseret Kina for at gøre for lidt for at lægge bånd på nabolandet Nordkorea.
Trump lovede under en telefonsamtale med Kinas præsident i februar, at han vil ære politikken om et samlet Kina.
Ét-Kina-politikken går ud på, at USA officielt regner regeringen i Beijing som den eneste lovlige kinesiske regering. Det betyder, at USA ser Taiwan som en del af Kina.
/ritzau/Reuters