USA's præsident, Donald Trump, afviser at lade det amerikanske forbundspoliti, FBI, undersøge drabet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi.
Det siger Trump i tv-programmet "Meet the Press" søndag, skriver nyhedsbureauet dpa.
Det er FN, der har anmodet FBI om at indlede en efterforskning af drabet på den regimekritiske journalist.
Tidligere på ugen offentliggjorde Agnes Callamard, FN's særlige efterforsker af henrettelser uden forudgående retssager, en omfattende rapport om drabet.
Rapporten indikerer, at blandt andre Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, stod bag.
Adspurgt om en FBI-undersøgelse af drabet i "Meet the Press" svarer Trump:
- Jeg synes, at det (drabet, red.) er blevet undersøgt heftigt.
- Hvis du har i sinde at undersøge Saudi-Arabien, så se også på Iran og se på andre lande. Jeg vil ikke nævne nogen navne. Men tag et kig og se, hvad det er, der foregår, siger Trump.
Han tilføjer, at saudiaraberne er store indkøbere af amerikansk forsvarsudstyr.
Saudi-Arabien afviser FN's påstand om, at kronprinsen og andre højtstående saudiarabere skulle stå bag drabet og kalder beskyldningerne falske.
Saudi-Arabiens udenrigsminister, Adel al-Juberi, har således udtalt, at FN-rapporten indeholder "falske beskyldninger, som stammer fra forudindtagede idéer og positioner".
Han mener, at rapporten indeholder "klare selvmodsigelser og grundløse beskyldninger, hvilket udfordrer dens troværdighed".
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi blev i oktober 2018 dræbt under et besøg på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.
Et år før drabet på Khashoggi fortalte Saudi-Arabiens kronprins en af sine nærmeste, at han ville bruge "en kugle" mod journalisten, hvis han ikke stoppede sin kritik af regimet.
Saudi-Arabien hævder, at drabet blev udført af en gruppe, som ikke havde fået ordre til det.
/ritzau/