En 77-årig kvinde er mandag aften omkommet i en brand i sin bolig i Haderslev.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kvinden boede alene i et rækkehus på Hjortebrovej, der ligger i den sydlige del af Haderslev.
- Rækkehuset er tilknyttet et ældrecenter, som kort efter klokken 18 modtager et alarmtryk fra adressen. Da en hjemmesygeplejerske kommer derud og åbner fordøren, er boligen helt overtændt, siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær.
Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 18.34.
Kort tid efter fandt brandfolk den 77-årige kvinde liggende død i boligen.
- Vi ved, at kvinden var ryger, men årsagen til branden er endnu ikke klarlagt, siger vagtchefen.
Han tilføjer, at kvinden var sengeliggende og dagligt fik besøg fra folk fra hjemmeplejen.
De pårørende til den omkomne kvinde er underrettet.
/ritzau/