Troels Kløvedal er så fysisk nedbrudt af sygdommen ALS, at han ikke kan tale, gå eller indtage fast føde.
Han er bundet til en respirator og kommunikation forgår via en iPad.
I et interview med DSB's blad Ud & Se siger den 75-årige forfatter og eventyrer direkte, at han håber, det snart er slut:
- Jeg håber faktisk, at jeg får et hjerteslag, hver aften jeg bliver lagt i seng. Jeg synes, alt er sagt og skrevet, og jeg vil gerne være fri for at skulle vælge min egen dødsdag.
Troels Kløvedal offentliggjorde i oktober 2016, at han er uhelbredeligt syg af lungesygdommen bronkiektasi samt af den sjældne og aggressive sygdom ALS, der langsomt lammer kroppen.
Det navnkundige skib Nordkaperen har således sejlet sin sidste tur med Troels Kløvedal, men i sin seneste og formentlig sidste bog, "Alle mine morgener på jorden" fra 2017 fortæller han, hvad der skal ske med skibet efter sin død.
Han har sikret, at Nordkaperen kommer til at sejle videre. I bogen skriver den nu 75-årige Troels Kløvedal, at han har testamenteret skibet til sine "fem børn og ti unge styrmænd og -kvinder, som alle sammen har lånt Nordkaperen i en længere periode og kan gå lige ombord og sejle den".