Alting har en ende, og i sommer nåede Copenhagen Historic Grand Prix sin. Arrangørerne oplyser i en pressemeddelelse, at årets velafviklede ræs blev sidste omgang for det populære motorsportsevent, der gennem årene har tiltrukket tusindvis af tilskuere, hundredvis af kørere – og ikke mindst en særdeles dedikeret protektor i prins Joachim.
Prins Joachim til åbningsreceptionen for racerløbet i 2018. (Arkiv) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
CHGP blev kørt for første gang i 1996 omkring Christiansborg, før løbet flyttede til Bellahøj i København. Her har det årligt samlet op mod 40.000 tilskuere og flere hundrede kørere, som har dystet side om side i historiske racerbiler.
Ifølge direktør Jac Nelleman har det dog været en tiltagende udfordring at arrangere eventet.
– I mange år har det krævet utrolig meget at få lov at gennemføre løbet. Samarbejdet med myndighederne har overordnet set været rigtig godt, men til tider også slidsomt. Selvom vi suverænt selv har varetaget driften, stået for logistik og båret alle omkostningerne, har vi været udfordret, når vi skulle forhandle løbsgodkendelserne, begrunder han i pressemeddelelsen, hvor han samtidig takker for den store opbakning gennem årene.
Selv om racerløbet som oftest er foregået uden de store ulykker, måtte to personer dog en tur forbi hospitalet i sommer, da de efter en defekt i deres racerbil bragede ind i en betonvæg. De kom dog ikke alvorligt til skade.
Et af de mest markante initiativer under CHGP har været "Race for Riget", der er et velgørende projekt, hvor motorsporten blev sat i humanitær tjeneste. I alt er der samlet over syv millioner kroner ind til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet, som støtter syge børn.
Derfor har beslutningen om at lukke løbet heller ikke været let, fortæller Jac Nelleman:
– Det er med glæde og stolthed, vi ser tilbage – og med vemod, vi har truffet beslutningen om, at Copenhagen Historic Grand Prix har kørt for sidste gang. Men jeg er overbevist om, at det er det helt rigtige tidspunkt. Vi skal stoppe, mens legen er god, mens kampene er værd at kæmpe, og mens der stadig er benzin tilbage i tanken.
For prins Joachim må beslutningen også være trist nyt. Den 56-årige prins har ikke bare været passiv protektor for løbet, men har i mange gange selv siddet bag rattet i sin Ford Lotus Cortina sammen med blandt andre Oscar Davidsen Siesbye og Tom Kristensen.
I år deltog prins Joachim dog ikke i selve løbet, men det gjorde han eksempelvis i 2022, som det kan ses her.