To racerkørere er hastet på hospitalet med fuld udrykning efter en frontalkollision med en betonvæg til et københavnsk Grand Prix.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi, Dyre Sønnicksen, til presse-fotos.dk.

- En racerbil har haft en defekt og er kørt frontalt ind i en betonvæg. To personer er i den forbindelse blevet bragt på hospitalet, siger vagtchefen.

Billeder fra stedet viser, at mindst to ambulancer og en akutlægebil har været rykket ud til racerløbet.

Presse-fotos.dk har været i kontakt med talsperson Thomas Wulff fra Copenhagen Historic Grand Prix, der fortæller:

- I forbindelse med afholdelse af Copenhagen Historic Grand Prix har der i dag lørdag været et uheld, hvor en racerbil har påkørt en del af baneanlæggets sikkerhedsforanstaltning. Som en del af sikkerhedsproceduren blev bilens chauffør samt passager kørt med ambulance til nærliggende hospital til kontrol. Efterfølgende er banens sikkerhedsanlæg genetableret og weekendens program genoptaget.

Lørdag aften er de to personer udskrevet igen. Det oplyser talsperson for Copenhagen Historic Grand Prix Thomas Wulff til Ritxau.