Stjerneinstruktøren Lars von Trier er næsten lige så udskældt, som han er elsket. Og efter at han har givet et interview med den engelske avis The Observer, er der sandsynligvis endnu flere, der vil stå i kø for at tage afstand fra instruktøren.
Trier afslører nemlig, at han ynder at bruge en filmteknik, hvor han forsvarer et standpunkt, der bliver præsenteret af en af filmens figurer, men som han ikke selv kan stå inde for.
"Så det kunne være, jeg skulle lave en film om Hitlers menneskelige side. Det kunne være interessant for mig," siger han til avisen.
Rent faktisk havde The Observer sat Trier i stævne for at spørge ind til begrundelsen for at lave hans nyeste film 'Antichrist'. Men det havde instruktøren svært ved at give et svar på.
"For at være helt ærlig kan jeg kun sige, at jeg var drevet til lave filmen, at billederne kom til mig, og jeg satte ikke spørgsmålstegn ved dem. Mit eneste forsvar er: Tilgiv mig, thi jeg ved ikke, hvad jeg gør," lyder det fra ham.