De var allerbedste venner som børn.
Men nu forlyder det, at kronprins Frederik og lillebroren Joachim glider mere og mere fra hinanden. Gnidningen begyndte, da kronprinsens højtelskede hustru fra Australien kom ind i billedet.
"Mary er kommet imellem brødrene, så enkelt er det," siger forfatter og royal ekspert Trine Villemann til MSN Starlounge.
"Hun er en pige fra provinsen - fra den anden side af jordkloden, bevares, men Hobart er jo langt fra en metropol! Når man så samtidig ikke er født kongelig og opvokset med de dertil hørende jule-og sanglege, der følger med positionen, så kan det være svært, når Joachim med klæbehjernen og sin meget kongelige facon, stiller sit videncenter til rådighed for mindre belæste skabninger," forklarer Villemann.
Ekspertanalysen strider mod tidligere meldinger fra den altid korrekte prins Joachim:
"Mit og Kronprinsens forhold er rigtig godt. Vi er gode brødre for hinanden. De blade, der vil sælge forsider på digterier, som er grebet ud af luften, kan skrive det, de vil. Det, der skrives i ny og næ, er ikke de faktiske forhold. Så enkelt er det", siger han til B.T.