Først blev en 17-årig dreng idømt syv års fængsel for drab på varmester Poul Erik Sørensen fra Lolland.
I dag blev han sat på fri fod.
Det er sket, efter at den 17-årige ankede byrettens dom og i dag er blevet frifundet for drab ved Østre Landsret. I stedet er han blevet dømt for tyveri, hvilket giver fængsel i et år og tre måneder. Eftersom han allerede har siddet i fængsel i halvandet år, er han i dag blevet løsladt.
Hans onkel på 26 år er sammen med en 23-årig kammerat også blevet frifundet for drab efter at have anket dommen. Begge mænd havde oprindeligt fået 14 års fængsel ved byretten. Nu får de i stedet ni år for dødsvold med en hammer og groft røveri. Det skriver folketidende.dk
Voldsepisoden med døden til følge fandt sted i januar sidste år, da en nabo fandt den 72-årige Poul Erik Sørensen i sit hjem i Kragenæs tre dage efter, han var død. Han lå på sofaen indsmurt i blod. Obduktionen gav ifølge folketidende.dk ikke nogen entydig dødsårsag, men nævnte, at døden kunne være indtruffet som følge af chok over smerterne.