Tre højtstående officerer i det yemenitiske militær måtte onsdag lade livet, da to bevæbnede mænd på motorcykel skød og dræbte dem i Yemens sydlige provins Lahij.
Det oplyser militæret.
- Tre piloter blev gjort til martyrer i morges af ukendte pistolmænd, da de var på vej på arbejde på Al-Anad luftbase, skriver forsvarsministeriet på sin hjemmeside.
Piloterne havde rang svarende til oberster og blev ifølge ministeriet mødt af en "byge af kugler" fra gerningsmænd, som mistænkes for at tilhøre al-Qaeda-netværket.
Sidste år oplyste myndighederne, at netop Al-Anad basen trænede lokale styrker i kampen mod terror. De blev trænet med hjælp fra USA.
Al-Qaeda blev drevet ud af store dele af Yemens sydlige del, da amerikanerne i 2012 angreb området med droner.
Det kulminerede i maj og juni, hvor terrornetværket offentliggjorde en liste med navne på piloter fra Al-Anad-basen, som de svor at gå målrettet efter, fordi de var med til at udføre luftangreb mod netværkets skjulesteder.
Mange af de navngivne på listen er siden blevet dræbt.
De dræbte beskrives af myndighederne som nogle af de "mest kvalificerede piloter", men ofrene stod ikke på al-Qaedas liste.
Både politiet og militæret udsættes ofte for angreb, som myndighederne anklager den ekstremistiske gruppe for at stå bag. Angrebene bliver i mange tilfælde udført af bevæbnede mænd på uregistrerede motorcykler.
/ritzau/AFP