Tre mænd, der sigtes for gruppevoldtægt af en 37-årig kvinde i Aarhus, er varetægtsfængslet frem til 30. august.
Det skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X.
Varetægtsfængslingen er resultatet af et flere timer langt grundlovsforhør, der begyndte i Retten i Aarhus søndag formiddag.
Her kom det ifølge Århus Stiftstidende frem, at mændene sigtes for voldtægt og for at have holdt kvinden indespærret i mere end seks timer lørdag fra klokken 7 til klokken 13.05.
Det skete ifølge mediet i en lejlighed på Langenæs Allé i Aarhus.
Det var en 37-årig kvinde, som har anmeldt voldtægten lørdag omkring klokken 13.
Kort efter blev kvinden kørt på hospitalet, og de tre mænd blev anholdt kun 20 minutter efter anmeldelsen, har politiets vagtchef René Ludvig oplyst til Ritzau.
De tre mænd, som har brug for tolk i retten, nægter sig alle skyldige, skriver Århus Stiftstidende.
Dommeren valgte efter anklagerens anmodning at lukke dørene under grundlovsforhøret, så de tilstedeværende journalister ikke kunne høre de sigtedes forklaringer.
Det skete ifølge Århus Stiftstidende, fordi politiet søger yderligere to mænd i sagen.
De skal ikke have mulighed for at læse i medierne om de sigtedes forklaringer, lød det.
Vagtchef René Ludvig har tidligere over for Ritzau bekræftet, at politiet har yderligere to personer i kikkerten.
- Vi har en god formodning om, hvor vi skal kigge, siger René Ludvig.
De tre anholdte er mænd på henholdsvis 27, 33 og 39 år.
Politiet oplyser, at der ikke er nogen relation mellem kvinden og mændene.
René Ludvig tilføjer, at der ikke er nogen grund for kvinder til at være nervøse som følge af sagen.
- Vi vil gerne have beroliget unge kvinder i Aarhus. Folk skal ikke være nervøse for, at det er en ny trend, siger han.
/ritzau/