Tre amerikanske soldater er blevet dræbt, og to andre er blevet såret ved et bagholdsangreb i Niger nær grænsen til Mali, siger embedsmænd. Adskillige nigerere skal også være blevet dræbt, skriver AFP.
De tre dræbte amerikanere tilhørte en specialstyrke, rapporterer The New York Times, som henviser til militære kilder i Washington.
Det amerikanske militær bekræfter i en erklæring, at en fælles amerikansk-nigersk patrulje blev udsat for et angreb, siger en anonym militærkilde.
Kilden siger videre, at de ramte amerikanske soldater var kommandosoldater fra De Grønne Baretter. Angrebet skete i det sydvestlige Niger. De sårede er bragt til hovedstaden Niamey. Deres tilstand meldes stabil.
Det menes, at patruljen blev angrebet af al-Qaeda i det islamiske Maghreb, som er en milits, der bekæmper den algeriske regering for at skabe en islamisk stat.
Gruppen har erklæret det som sin intention at angribe algeriske, franske og amerikanske mål.
USA's Afrikanske Kommando siger, at styrkerne var tæt på grænsen til Mali nord for Niamey, da de blev beskudt.
De amerikanske styrker er i Niger for at træne og uddanne sikkerhedsstyrker, som kæmper mod forskellige ekstremistiske grupper.
Tre FN-soldater blev dræbt og adskillige blev såret ved en eksplosion i det nordlige Mali i sidste måned.
Mali var indtil et militærkup i 2012 et demokratisk velfungerende land efter afrikansk målestok.
Kuppet blev efterfulgt af et islamistisk oprør. Det destabiliserede landet yderligere. Derfor bad overgangspræsident Dioncounda Traoré i januar 2013 Frankrig om militær hjælp.
Kort tid efter besluttede FN's Sikkerhedsråd i 2013 at støtte en international intervention i landet.
Den fredsbevarende mission i Mali er den af FN's globale fredsbevarende missioner, der har oplevet flest tab.
/ritzau/Reuters