Det kunne have gået helt galt, da en kun tre-årig dreng gik på opdagelse på bagagebåndet i Kastrup Lufthavn i weekenden.
Mens moren var i gang med at tjekke ind ved skranken, satte knægten sig op på naboskrankens bagagebånd, og top den lange tur med transportsystemet, hvor automatiske scannere til sidst registrerede ham som ukorrekt bagage.
Moren og personalet nåede lige at se drengen på båndet, før han var pist væk. Personalet kunne lige nøjagtig ikke nå at afbryde båndet. Så mens drengen skulle på opdagelse, gik moren i panik.
Scannerne i transportsystemet kunne ikke identificere 'bagagen', da den ikke var udstyret med en stregkode. Den treårige blev derfor sendt tilbage til den særlige skranke for 'mærkelig bagage'. Men mens han stadig lå på båndet, hørte en medarbejder drengens gråd, og fik ham fisket af båndet og genforenet ham med sin mor. Han virkede rystet efter befrielsen, men var ellers uskadt.
Men den lange tur kunne have endt galt for den lille fyr, der adskillige steder kunne have fået arme og ben alvorligt i klemme. Det fortæller lufthavnens pressechef, Søren Hedegaard.
"Der er ingen tvivl om, at han var virkelig heldig. Det gode er selvfølgelig, at barnet ikke led fysisk overlast, og at den tekniske sikkerhed altså fungerer. For barnet blev jo afvist eller kasseret af det automatiske sikkerhedssystem, fordi han ikke var udstyret med et bagagemærke, og systemet derfor ikke kunne 'læse', hvor han skulle hen," siger han ifølge Ekstra Bladet
Den ufrivillige kuffertrejse fik dog ikke indflydelse på den danske families rejse, der trods panikken nåede deres fly.