Newzealandske Laurel Hubbard skriver historie som den første transkønnede atlet, der er blevet udtaget som deltager ved et OL.
Den 43-årige vægtløfter er af den nationale olympiske komité blevet udtaget til legene i Tokyo, der begynder i juli.
Laurel Hubbard blev født som mand og deltog indtil 2013 i konkurrencer for mænd. Og nu er Hubbards testosteronniveauer kommet så langt ned, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har tilladt deltagelse ved OL.
Den beslutning vækker både glæde og modstand. Mange ser skridtet som vigtigt i forhold til inklusion, mens flere af Hubbards konkurrenter mener, at de bliver udsat for unfair konkurrence.
Den belgiske vægtløfter Anna Vanbellinghen, der stiller op ved OL i samme vægtklasse, sagde sidste måned, at det ville være “uretfærdigt for kvinder” og “en dårlig joke”, hvis Hubbard skulle konkurrere i Tokyo.
Den belgiske vægtløfter understregede, at hun støttede transpersoners rettigheder, men at inklusionsprincippet ikke skulle foregå “på andres bekostning.
Chefen for New Zealands Olympiske Komité, Kereyn Smith, erkender, at udtagelsen er et kildent emne.
- Vi anerkender, at kønsidentitet i sport er et meget følsomt og komplekst spørgsmål, der kræver en balance mellem menneskerettigheder og fair konkurrence i sportsgrenen, siger han.
Laurel Hubbard er i øjeblikket nummer 16 på kvindernes verdensrangliste i 87-kilos-klassen.