Er OB's nigerianske skarpskytte Peter Utaka på vej væk? Spekulationerne om, at topscoreren skulle være på vej til udlandet, har de sidste dage været tiltagende.
I går kunne Tipsbladet fortælle, at Peter Utaka var i gang med at forhandle kontrakt med en unavngiven klub, som havde fået accepteret et bud på 30 millioner kroner.
På OB's fanforum begræd mange fans, at man med salget af Utaka også solge guldmedaljen. Men nu er der måske noget at juble over alligevel i Odense. OB-direktøren, Kim Brink, har nemlig ikke hørt noget om et Utaka-skifte.
"Det aner jeg ikke noget om. Han er mig bekendt ikke tæt på et klubskifte. Det er svært for mig at sige andet, og jeg kan ikke lige få øje på sammenhængen," siger Kim Brink i til Fyens Stiftstidende.
Hvis Utaka skal til udlandet, inden transfervinduet lukker, så skal det være inden midnat den 1. februar. Men markedet er rimelig dødt, fortæller direktøren.
"De meget store klubber har de spillere, de vil have. Så markedet er næsten gået i stå. Der er ikke stor aktivitet," siger Brink.