10 piloter er onsdag blevet midlertidig suspenderet fra deres job hos flyselskabet TransAsia onsdag, fordi de ikke kunne bestå et testkursus.
Kurset var beordret af Taiwans luftfartsmyndighed efter den voldsomme flyulykke i hovedstaden Taipei i sidste uge, som kostede mindst 42 personer livet. Undersøgelser har nemlig antydet, at flystyrtet skyldes pilotfejl.
De 10 dumpede piloter er blevet suspenderet i en måned, hvor de skal deltage i yderligere kvalifikationstræning, siger Civil Aeronautics Administration.
Ud af selskabets 68 piloter mangler 19 stadigvæk at tage testen. De er enten i gang med træningsprogrammer, er oversøisk eller syge.
Testen skal sikre, at piloterne "er kvalificeret til at udføre deres job," hedder det i en udtalelse fra selskabet.
Ulykken i sidste uge er selskabets anden på blot et halvt år med flytypen ATR.
Styrtet i floden i Taipei blev filmet, og de levende billeder af det store fly, som farer gennem trafikken på en motorvej, gik hurtigt jorden rundt.
TransAsia meddeler onsdag, at de vil betale 470.000 dollar (3 millioner kroner) i kompensation til de familiemedlemmer, der mistede en person ved ulykken.
Efterforskere arbejder stadig på at fastslå, hvad der helt nøjagtigt var skyld i ulykken, men indledende rapporter fra flyets sorte boks viser, at den højre motor brændte ud to minutter efter take-off.
/ritzau/