Den imponerende Marmorkirke må ikke blive negativt berørt af den kommende metrostation.
Derfor sagde Folketingets Trafikudvalg torsdag ja til at flytte metrostationen nogle meter væk fra kirken.
Placeringen af metrostationen har udløst protester blandt borgere, menighedsråd og politikere, der har frygtet en sammenstyrtning af kirken, ligesom det skete med en bygning under et metrobyggeri i Køln for nylig.
I Venstre skulle især kirkeminister Birthe Rønn Hornbech overbevises om, at det er god idé overhovedet at bygge metro under den store kuppel.
"Der vil være nogle krav. Blandt andet af æstetiske hensyn med hensyn til cykelparkering og lignende. Og så foreslår vi at flytte projektet nogle få meter af hensyn til kirkens fundament," lyder det fra trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).
Trafikudvalget har sendt indstillingen videre til transportministeren.
Metrocityringen skal stå klar i 2018.