Siden Nørrebrogade blev lukket for gennemkørende trafik, har butikkerne i gaden mistet omkring 20 procent af deres omsætning. Det vurderer Nørrebro Handelsforening. Enkelte butikker melder om tab på 40-60 procent.
Men butikkerne må omstille sig til de nye forhold, mener Københavns teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R), der står bag trafikforsøget.
"Jeg vil minde om, at det her ser vi ikke kun på Nørrebrogade. Det rammer også på en lang række af de andre brogader. Vi står midt i en finanskrise," sagde borgmesteren i Politiken den 20. november.
Men i de andre brogader har butikkerne ikke oplevet et nær så drastisk fald i omsætningen, som på Nørrebrogade. På Vesterbro og på Frederiksberg, oplyser handelsforeningerne til Newspaq, at de har tabt 4-5 procent af omsætningen i samme periode. Samtidig er det generelle fald i detailomsætningen i hele landet kun faldet 1,2 procent i oktober ifølge Danmarks Statistik.
Altså et langt mindre fald end de 20 procent, som butikkerne på Nørrebrogade har oplevet.
Klaus Bondam har ikke noget bud på, hvad der så kan forklare det store fald i omsætningen. Men han mener, at butikkerne på Nørrebrogade må satse på et andet kundegrundlag end bilisterne.
"For at Handelsforeningen skal få noget godt ud af forsøget, kunne de satse på det store kundegrundlag, der er i cyklisterne, som har nemmere ved at parkere uden for forretningen. Butikker som Vero Moda og Shawarma-barer bliver ikke nået bedst i bil. Forsøget indebærer desuden indretningen af flexzoner - skraverede områder, der ligner udvidede fortove - de vil kunne udnyttes til at skabe nye aktiviteter for blandt andet de forretningsdrivende," skriver Klaus Bondam til Newspaq.
På Nørrebro er de dog ikke helt enige i, at de handlende bare må omstille sig, hver gang politikerne laver et nyt forsøg.
"Det er meget arrogant. Han har jo heller ikke villet tale med os. Hvad så når forsøget stopper? Han beder jo 350 virksomheder om at omstille sig efter hans lune lige på den dag eller måned," siger formanden for Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer, til Newspaq.
Ifølge formanden er problemet, at bilister, der kommer udefra, ikke kører til Nørrebrogade for at handle længere, fordi det er for besværligt. Og bilisterne er ellers dem, der køber flest varer.
"Det er nu engang sådan, samfundet er indrettet. Vi sælger alt, hvad vi kan, til cyklisterne. Men hvis man står og mangler nogen varer, der vejer lidt, så tager man bilen hen og køber det. Og bilisterne køber meget i gennemsnit. Samtidig vil de fleste gerne lige handle på vejen hjem. Vi har mistet alle de kunder i bil, der bor uden for Nørrebrogade," fastslår formanden over for Newspaq.
De forretningsdrivende på Nørrebro håber nu på, at bilisterne igen kommer til Nørrebrogade for at handle, når forsøget slutter den 31. december i år.