En betalingsring rundt om København er ikke alene spild af tid og penge. Den er også forældet om ganske få år.
Og derfor bør regeringen droppe sine omdiskuterede planer med det samme.
Så klar er meldingen fra en række trafikteknologiske eksperter, som Politiken har talt med.
I stedet bør fokus rettes mod et mere højteknologisk system med gps-baserede kørselsafgifter - såkaldt roadpricing.
"En betalingsring er samfundsøkonomisk spild af tid og penge. Roadpricing kan være fuldt implementeret inden for tre-fem år," fastslår lektor Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet, der henviser til nye målinger fra DTU Transport, over for Politiken.
De viser, at satellitdækningen har forbedret sig så meget, at 97 procent af alle registrerede gps-positioner rammer med en nøjagtighed inden for 30 meter. Samtidig er udfaldene i systemet så få og korte, at man stadig entydigt kan se, hvor bilen har kørt.
Uanset de mulige fordele ved at anvende roadpricing frem for betalingsringen, holder transportminister Henrik Dam Kristensen (S) dog fast. Systemet skal nemlig være 100 procent køreklar, lyder det.
"Det er vigtigt, at vi anvender gennemprøvede, simple løsninger", udtaler han.
Kilde: Politiken