Danske betjente må formentlig indstille sig på, at borgerne skal kunne identificere dem ved hjælp af et nummer.
Kollegerne i Sverige og Norge har hver et id-nummer på uniformen, men i Danmark har en løsning været tre år undervejs.
Politiforbundets formand Claus Oxfeldt fortæller, at han har indstillet sig på, at en model for identifikation er på vej.
Han er træt af, at høre på kritik af, at politifolk "dækker over hinanden" og har "noget at skjule".
- Vi har intet at skjule, så hvis det her er noget, man beslutter politisk, så kom med det. Jeg er nået til den holdning, fordi jeg er træt af debatten, som jeg synes er helt utilstedelig, siger han til Newspaq.
Ifølge et dokument, som Rigspolitiet sendte til Justitsministeriet i august sidste år, så overvejer Rigspolitiet tre forskellige modeller. Det skriver Politiken, som har fået aktindsigt i dokumentet, i dag.
Den ene model udstyrer politifolk med numre ved større indsatser som eksempelvis demonstrationer.
En anden model omfatter faste numre på uniformen hos omtrent 8.000 politifolk. Og ifølge den tredje model skal også civile betjente bære en markering.
Claus Oxfeldt mener, debatten om politifolkenes fortsatte anonymitet stadig bærer præg af fordomme om, at det er politiet, der undersøger sig selv i klagesager.
Men siden 1. januar 2012 har Den Uafhænige Politiklagemyndighed (DUP) taget sig af borgernes klager over politiets arbejde.
- Jeg synes, at man fuldstændig glemmer, især pressen, hvad der var afsættet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Ligeså snart, der bliver indgivet en klage over politifolk, er det ikke længere politiet, der undersøger sig selv, siger Claus Oxfeldt.
Af de tre modeller til et id-system for politifolk, som angiveligt er i spil, er den med numre på uniformerne ved større aktioner den mest spiselige, mener han.
- Vi kan bedst leve med den model, og kritikken af politiet har også mest handlet om de større aktioner. Den model med numre til civile betjente er så komisk, at jeg næsten ikke kan tage det alvorligt. Der er jo en grund til, at vi undertiden optræder i civil. Netop fordi, man ikke skal være klar over, at det er politiet. Så det forslag er langt ude, siger Claus Oxfeldt.
Hos Enhedslisten mener retsordfører Pernille Skipper, at det kun kan gå for langsomt med at få udstyret politibetjentene med id-numre.
- Det sikrer noget af den gennemsigtighed i klagebehandlingen, der har manglet, det sikrer borgerne, og det sikrer politiet mod grundløse spekulationer. Vi ser frem til at høre nærmere om Justitsministeriets konkrete planer og vil selvfølgelig indgå konstruktivt i en dialog om, hvilken model man skal vælge, siger hun.
Newspaq