Kaffe to go er blevet populært i Danmark. Selvom kaffe-priserne er tårnhøje, er der ofte lange køer foran de etablerede kaffekæder. To danske iværksættere vil ændre på det, skriver EPN.dk.
"Min partner Lukas Ramsøe og jeg har gennem det seneste års tid gået og tænkt, at kaffepriserne er for høje, og hvordan vi kunne ændre på det," siger Allan Kakasur, der er direktør og medstifter af ToloKaffe, til EPN.dk.
ToloKaffe vil konkurrere med etablerede kaffebarer som Baresso og Starbucks. Deres ide er, at man køber et månedskort på kaffe, som kan bruges på en række forskellige cafeer. Inden man henter kaffen i cafeen, har man allerede bestilt den via en app, så man også slipper for at stå i lange kaffe-køer.
25 cafeer i København er indtil videre med på ideen. Det gør ToloKaffe til den kaffe-kæde i København, der har flest afdelinger. De to iværksættere, Lukas Ramsøe og Allan Kakasur, har alligevel flere ambitioner for deres kaffe-ide.
"Konceptet skal helt klart udbredes til andre byer. Vi vil gerne have så mange byer med som muligt. Vi vil forhåbentlig være at finde i Aarhus allerede om en måneds tid," siger Allan Kakasur til EPN.dk.
De to har store forventninger til det nye kaffe-koncept og mener, at de kan konkurrere mod etablerede kæder som Baresso og Starbucks.
"Vi gør det netop på en anden måde end de andre på markedet. Vores koncept bygger på et abonnement. Vi mener, at kaffepriserne i kaffebarerne i dag er for høje, i hvert fald i forhold til hvad vi kan tilbyde. Vi kan f.eks. sælge en café latte til 12 kr.," siger Allan Kakasur.
Kilde: EPN.dk.