Købesex mellem unge drenge og voksne mænd er rykket fra flisen på gaden ind i cyberspace. Her opretter unge anonyme profiler på sexsites for homoseksuelle, hvor de tilbyder sex for penge.
Ikke synlige
Og den manglende synlighed på gaden, får problemet med unge, der sælger sig selv, til at virke mindre end det er, vurderer sociolog Claus Lautrup.
»Det er svært for socialarbejdere at komme i kontakt med de unge, fordi de ikke længere er synlige i gadebilledet. Der var mere fokus på problemet, dengang de stod på Rådhuspladsen,« siger han.
Alle slags sex
Men problemet lever i bedste velgående.
Mere end én ud af 50 drenge mellem 15 og 24 har solgt eller sælger jævnligt seksuelle ydelser.
Det viser en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen. Det kan være alle former for sex, de tilbyder. Analsex, blowjobs og onani, fortæller konsulent og underviser i Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service, Marie Louise Nørrelykke.
»Også de mere uskyldige former, som hvis man onanerer over webcam for penge, betragter vi som prostitution. Fire ud af fem af drengene kommer fra et barskt miljø, hvor der ikke er noget, der er gratis – slet ikke omsorg. Den gruppe risikerer at blive hængende i miljøet, fordi de har mange sociale problemer. For dem uden problemer er det måske mest en leg, men man kan undre sig over, hvorfor de gør det,« siger hun.
Martin Spangsbro-Pedersen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bøsser og Lesbiske, erfarer, at pengene spiller en stor rolle for de unge fyre.
»Det er primært pengene, de sælger sig for. De unge ser sig som luksusprostituerede, som får råd til et overforbrug, og nogle lever udelukkende af prostitution,« siger Martin Spangsbro-Pedersen.
Hænger i prostitution
Pengene kan have den negative konsekvens, at de unge mænd hænger fast i prostitutionen, fordi de bliver afhængige af pengene.
Og det skorter på tilbud, som kan hjælpe dem ud, mener Martin Spangsbro-Pedersen.
»Der findes mange tilbud til kvinder, der prostituerer sig. Det gør der ikke til fyre. Men prostitution er lige så skadeligt for mænd som for kvinder,« siger Martin Spangsbro-Pedersen, der vil have mere og målrettet hjælp til de mandlige prostituerede.
Sociologen Claus Lautrup bekræfter, at det ikke kun er kvindelige prostituerede, der får følelsesmæssige kvaler.
»De fleste mænd hemmeligholder deres prostitution, fordi de frygter omverdenens reaktioner. De bliver ensomme og isolerede fra omverdenen,« siger Claus Lautrup.