Træerne i Østerild Klitplantage falder på stribe. Naturstyrelsens fældningsmaskiner kom først i gang med de første 12 hektarer, der skal fældes i første omgang, i tirsdags, fordi aktivister blokerede området. Siden er arbejdet gået strygende.
Her til morgen var man færdige med seks ud af de ni sektorer, som området er inddelt i. Derfor håber man nu, at fældningen kan færdiggøres, inden solen glider ned over Vesterhavet.
"Der er tre sektioner tilbage, og det går rigtigt stærk og planmæssigt derude. Jeg håber på, at vi kan blive færdige i aften. I den sidste sektion står træerne meget tæt, men vi er helt sikre på at nå det inden i morgen aften - forhåbentlig i dag," siger Kurt Steenfeldt fra Midt- og Vestjyllands Politi til Newspaq.
Denne uges fældning er kun den første i en række. Fra 1. august til 15. september vil man rydde de næste 17 hektarer af det 266 hektarer store areal, som skal bruges til et vindmølletestcenter.