Tottenham-stjernen Harry Kane kan være tilbage fra sin skadespause, når holdet søndag spiller en vigtig Premier League-kamp mod Chelsea.
Det åbner manager Mauricio Pochettino for på torsdagens pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi skal vurdere ham over de næste par dage. Det er svært at sige ja eller nej. Jeg kan ikke sige nej, men jeg kan heller ikke sige ja, siger han.
24-årige Kane pådrog sig en skadet ankel i kampen mod Bournemouth 11. marts, og der var frygt for, at Tottenham skulle undvære angriberen i en længere periode.
- Efter Bournemouth troede alle, at han skulle sidde ude længe. Men fremgangen har været fantastisk, siger Pochettino.
Kane er nummer to på topscorerlisten i Englands bedste fodboldrække.
Han har nettet 24 gange i Premier League, hvor Tottenham kæmper for at sikre sig en plads blandt de fire bedste hold, der får direkte adgang til næste sæsons Champions League.
Før weekendens udekamp ligger Tottenham på fjerdepladsen med fem point flere end Chelsea, som indtager ligaens femteplads med otte kampe igen.
Tottenham har ikke vundet på Chelseas hjemmebane, Stamford Bridge, siden 1990 - godt tre år før Kane blev født.
/ritzau/