Det er efterhånden tydeligt, at finanskrisen langt fra er ovre, og at jobbene stadig lader vente på sig.
Derfor mener flere partier nu, at man skal genoverveje den dagpengereform, der er planlagt til at træde i kraft til sommer. Men partierne er dybt uenige om, hvordan det skal gøres.
Reformen vil i sin nuværende form betyde, at der til sommer bliver stop for dagpengene efter to år.
S og SF vil forlænge dagpengereformen midlertidigt i et år, Enhedslisten vil have dagpengeperioden forlænget permanent (og gerne fra to til fire år), og De Radikale vil holde fat i de to år - selvom et flertal i deres bagland ønsker at gå med på S og SF's forslag.
For at gøre forvirringen total, melder Dansk Folkeparti sig nu på banen.
De vil helt udskyde reformen af dagpengene i en periode, så man undgår, at tusindvis af ledige ryger ud af dagpengesystemet til sommer.
"Vi er altså i en situation nu, hvor det vil være fornuftigt at tage bestik af de økonomiske konjukturer og så udskyde reformen i for eksempel et halvt år eller måske et år," siger Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup.
Hvordan, det forvirrende regnestykke om dagpengereformen skal gå op, er altså lige nu uvist.