At blive mor kan give mange glæder, og det kan også give ny inspiration til karrieren.
Skuespillerinden Tori Spelling har i hvert fald ladet sig inspirere af sine to børn til at skifte karrierespor. Nu vil den tidligere Beverly Hills-stjerne være tøjdesigner, og til efteråret lancerer hun sin tøjkollektion til børn.
"Jeg har altid elsket mode. Det er en af mine store passioner i livet," fortæller hun til people.com.
Tøjmærket kommer til at hedde 'Little Maven by Tori Spelling', og skuespillerindens to børn kommer til at få en væsentlig rolle i den nye tøjkollektion.
"Da jeg fik børn, vidste jeg, at jeg ville bruge mine kreative evner til at skabe pænt, men komfortabelt tøj til mine børn. Liam og Stella inspirerede mig til at lave noget stylet og samtidig tilgængeligt tøj til babyer og børn", fortæller Spelling.