Præsident Obamas økonomiske toprådgiver, Larry Summers advarer nu om, at USA's økonomi er i den værste form, mange økonomer nogen sinde har oplevet og, at det er nødvendigt, at tage aggressive midler i brug, hvis udviklingen skal vendes.
Larry Summers opfordrer derfor medlemmerne i den amerikanske kongres' to kamre til at blive enige om et kompromis om en krisepakke i en fart.
"Men det allervigtigste er, at folk står sammen om at skabe de tre-fire millioner arbejdspladser. Der er 90 procent overlapning. Vi må nå til enighed om de sidste 10 procent," lyder opfordringen fra Summers ifølge ABC-News.
Efter planen skal loven om krisepakken ligge klar til underskrivelse på Obamas skrivebord senest den 16. februar.
Senatet vil sandsynligvis stemme om den 780 milliarder dollar dyre krisepakke mandag eller tirsdag.