Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, stod midt i flagdag fejringen for de danske udsendte soldater, da hun fik et frygteligt opkald fra en kvinde, der havde fundet Abildgaards mand, Jens Jacob.
– Styrtet på cyklen i meget høj fart. Han skulle bare liiiige hente et par laksko til sit kjole og hvidt-sæt til kongelig fest, men posen røg i hjulet og Jens Jacob røg i asfalten. Så fulgte en ambulancetur og traume-behandling på Hvidovre Hospital, men da de fandt ud af, at der desværre var et brud i nakken, røg han videre med ambulance til traumeafdelingen på Rigshospitalet, skriver den konservative politiker i et længere opslag på Facebook.
Hun fortæller videre, at hendes mand var kommet rigtig galt afsted ved styrtet.
Har brækket kravebenet, brækket skulderbladet, åbent brud på skulderen, brækket 7-8 ribben (nogle flere steder…), brækket en tand, punkteret en lunge, og så en masse “småtterier”. Og ja, så også brækket den 6. nakkehvirvel, lyder det.
Abildgaards mand er fortsat indlagt på Rigshospitalet, men hun priser sig lykkelig for, at han havde husket sin cykelhjelm.
– Jeg er bare ovenud lykkelig for, at jeg stadig har min Jens Jacob. For jeg ved vitterlig ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Traumelederen på Rigshospitalet gjorde det klart, at havde det ikke været for cykelhjelmen, var det ikke en selvfølge, at jeg stadig ville have ham, skriver hun