Går den, så går den. Og det var tæt på at lykkedes for Nicolas Sarkozy, da han med sine Roma-udvisninger henviste til EU-lovgivningen om, at indvandrende borgere skal kunne klare sig selv økonomisk inden for tre måneder.
Men et lækket dokument, der angiveligt beviser, at fransk politi har fået instrukser på at målrette razziaer mod Romaer, fik tidligere i dag EU's kommissær for fundamentale rettigheder, Vivianne Reding, til at rase ud.
"Min tålmodighed er opbrugt. Nok er nok," sagde hun, mens hun bankede sin næve i talerstolen, skriver euobserver.com.
"Ingen medlemsstat kan forvente særbehandling, når de grundlæggende rettigheder i europæisk lovgivning er på spil. Dette gælder for Frankrig i dag og for alle medlemslande i det hele taget," fastslog kommissæren.
Og dermed lagde Vivianne Reding op til at to sager om henholdsvis 'diskriminerende anvendelse af EU-lovgivningen om fri bevægelighed' og 'mangler ved gennemførelsen af EU-lovgivning' mod Frankrig kan starte.
"Jeg er overbevist om at kommissionen ikke har andet valg end at indlede sager mod Frankrig," sagde den Luxembourgske kommissær ifølge euobserver.com.
Den endelige beslutning om sagsanlæggene skal hele EU-kommissionen træffe, og det forventer Vivianne Reding vil ske i løbet af to ugers tid.