Normalt taler man om nedrykningsfare, men for AB og Herfølge er der tale om oprykningsfare, når de to hold tørner sammen i aftenens topbrag i 1. division.
Begge mandskaber tvivler nemlig på, at de allerede er klar til at møde hold som FC København, Brøndby og OB i næste sæson.
"Det er et spørgsmål om at være gearet til det, og det er vi altså ikke endnu," forklarer AB's direktør Ronny Saul til Politiken.
Hos aftenens modstander er sportschef Per Rud også usikker på, om Herfølge, der bliver til HB Køge efter sommerpausen, kan stå distancen i Superligaen.
"Jeg har fået skæld ud for at sige det, men man kan sige, at vi befinder os i oprykningsfare," siger han.
Begge understreger dog, at der selvfølgelig vil blive festet, hvis oprykningen skulle blive sikret.
Hvis Herfølge får minimum et point ud af aftenens kamp, så kan Mads Laudrup og co. godt indstille sig på, at de er med, når Superligaen fløjtes i gang den 19. juli. Ender det derimod med, at hjemmeholdet AB sejrer, så har de grøn-blusede stadig chancen for at rykke op, når 1. divisions sidste spillerunde spilles i weekenden.