Koncernchef i ISS, Jørgen Lindegaard har valgt at fratræde sin topstilling i rengøringskoncernen.
31. marts bliver sidste arbejdsdag for Lindegaard, der tiltrådte stillingen i august 2006. Han ønsker i stedet at beskæftige sig med bestyrelsesarbejde og private aktiviteter, oplyser selskabet. Derfor har Jørgen Lindegaard også sagt ja tak til en invitation om at indtræde i selskabets bestyrelse.
"Jeg ser frem til fortsat at bidrage til værdiskabelsen i selskabet som bestyrelsesmedlem," siger Jørgen Lindegaard ifølge dr.dk.
ISS-formand Ole Andersen roser den afgående koncernchef for succesen med med at forandre og udvikle ISS-organisationen.
"Desuden har Jørgen været med til at styre ISS gennem en vanskelig periode og forstærket koncernens fokus på operationel excellence," siger Ole Andersen.
Han henviser til Lindegaards arbejde med strategiplanen "The ISS Way".
I en kommentar siger Jørgen Lindegaard selv, at ISS er en fantastisk virksomhed, som han har været stolt af at stå i spidsen for.
Den nye topchef i rengøringsgiganten bliver Jeff Gravenhorst, der hidtil har siddet med i koncernledelsen hos ISS og været ansat i selskabet siden 2002.