Topcheferne siger op på stribe i DR.
For under 14 dage siden sagde programdirektør Mette Bock sit job op, da hun ikke længere kunne se sig i DR.
Og nu gør mediedirektør Lars Grarup det samme. Dermed er generaldirektør Kenneth Plummer den eneste tilbage i det tidligere trekløver, der udgjorde direktionen i den gamle danske medieskude.
Lars Grarup kan lige som Bock ikke se sig selv i den nye organisation, som i forrige uge blev lagt frem af Kenneth Plummer og DR's bestyrelsesformand Michael Christiansen. Lars Grarup mistede en del medarbejdere med ændringerne i den gamle medieskudes struktur.
"Jeg er glad for at efterlade et DR med et mangfoldigt udbud af brede og smalle public service-kanaler og -programmer. Det har været vigtigt i mit arbejde, at DR's indhold var bredt forankret hos danskerne. Jeg håber, at DR vil holde fokus på brugerne - også i fremtiden," siger Lars Grarup i en pressemeddelelse fra DR.
Lars Grarup kom til DR i 2000 som DR1-chef, og blev i 2005 udnævnt til tv-direktør i DR. Den stilling blev omdøbt til mediedirektør efterhånden som ansvarsområdet blev udvidet til også at omfatte radio, internet og nye medier.
I alt 40 DR-chefer står til at miste deres stilling, men ikke nødvendigvis deres job.
Kenneth Plummer ønsker ikke at udtale sig om Grarups exit. Generaldirektøren er nu blevet konstitueret mediedirektør, indtil en afløser for Grarup er fundet.
Heller ikke kulturminister Carina Christensen (K) ønsker over for Newspaq at kommentere sagen.