I år 2025 vil der være 1540 pædagoger for meget i Nordjylland. Det siger en prognose lavet af Danske Regioner.
Det skriver DR Nordjylland.
Alligevel mener University College Nordjylland ikke, at de uddanner for mange pædagoger.
Anne Krogh, uddannelseschef for pædagoguddannelsen på UCN, siger:
- Når det handler om den pædagogiske profession, ved vi også erfaringsmæssigt, at den er meget bred. Og der sker hele tiden bevægelser i den profession, så balancen mellem udbud og efterspørgsel svinger en hel del, siger hun til DR Nordjylland.
Netop derfor besluttede Kommune Kontakt Rådet for tre år siden at nedjustere antallet af pladser på pædagoguddannelsen, fordi de kunne se, der ville blive uddannet for mange. Det siger formand for den uddannelsespolitiske koordinationsgruppe i KKR Søren Steensen.
- Vi følger det tæt. Vi følger det hvert eneste år - både med hensyn til om der skal laves udvidelse af studiepladser, eller om der skal laves indskrænkning, siger han.
Ifølge Søren Steensen skal der ikke laves yderligere nedskæringer i antal uddannelser, som det ser ud nu.
- Det antal pædagoger, vi uddanner nu, efter vi har tilpasset det med 10% nedskæringer, det tror jeg på, passer.
Der er ansøgningsfrist til videregående uddannelser onsdag klokken 12.