Vælgerne skal vide, hvem der giver hvor meget til hvilke partier og politikere.
Sådan lyder det fra venstrefløjen samt Det Radikale Venstre, som vil pålægge VLAK-regeringen at følge op på anbefalingerne fra det såkaldte partistøtteudvalg, der inden folketingsvalget netop foreslog større åbenhed om pengestrømmene i dansk politik.
Det skriver Dagbladet Information.
- Demokrati handler ikke kun om at sætte et kryds hvert fjerde år, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper til Information.
- Det skal også været et oplyst kryds, og der er det en forudsætning, at vælgerne skal have mulighed for at se, hvilke interesser der står bag de enkelte partier og kandidater. Selvfølgelig er det relevant for vælgerne at vide, hvor mange penge bankerne støttede Lars Løkke Rasmussen med, da han forhandlede bankpakker for danske skattekroner.
Sammen med Alternativet fremsætter Enhedslisten derfor et beslutningsforslag, som pålægger regeringen inden årets udgang at fremsætte lovforslag, som ændrer partistøttereglerne.
Josephine Fock, gruppeforkvinde hos Alternativet, mener, at forudsætningen for et "velfungerende demokrati" er en sådan åbenhed og gennemsigtighed om støtten til partierne.
- I Alternativet har vi selv åbenhed om de donationer, vi modtager, og jeg glæder mig over, at vi sammen med Enhedslisten lægger op til, at der i hele Folketinget kommer samme gennemsigtighed, siger Josephine Fock til Information.
Beslutningsforlaget får på forhånd støtte fra SF og Det Radikale Venstre.
- Det Radikale Venstre har i mange år talt for at løfte sløret for støtten til partierne, siger finansordfører, Martin Lidegaard, mens SF's gruppeformand, Jacob Mark, ønsker en "større gennemsigtighed om partierne regnskaber".