Bogstaverne hopper frem og tilbage, og det er nærmest umuligt at få ordene til at give mening.
Sådan er hverdagen for mange ordblinde. Og sådan var det også i mange år for 22-årige Pernille Moesgaard Nielsen, der er 100 procent ordblind. Hun fik først konstateret ordblindhed for et år siden, da hun startede på danskstudiet på Syddansk Universitet.
Men fra dette skoleår, som lige er startet, har danske forældre fået ret til at få deres børn testet for ordblindhed i 4. klasse. Forældre, der har mistanke om, at deres barn er ordblind, kan således bede om at få lavet en test af barnet.
I Ordblindeforeningen er der glæde over den nye ret til test, men formand Mogens Schmidt mener dog ikke, at det burde være nødvendigt at lovgive på området.
- Det burde jo være en normal del af folkeskolen, at når man har med børnene at gøre til hverdag, så kan man også spotte ordblindhed og så gøre noget ved det, siger Mogens Schmidt til DR Fyn.
Mogens Schmidt er dog overbevist om, at det nye retskrav vil gavne de ordblinde tidligere i skolegangen.
- Jeg tror, vi vil se færre, der bliver opdaget sent, fordi forældrene er meget opmærksomme på det, siger Mogens Schmidt.
Pernille Moesgaard Nielsen ser tilbage på sin folkeskole og gymnasietid med store frustrationer, fordi ingen fangede hendes udfordringer med ord og bogstaver. Men hun er glad for, at forældre nu har ret til at få deres børn testet.
- Det synes jeg er kanon, men så håber jeg også bare, at barnet kan få nogle hjælpemidler, hvis det bliver testet for ordblindhed, siger hun til DR Fyn.
Pernille gik ud af gymnasiet med en overbevisning om, at hun aldrig skulle på universitetet, fordi hun ikke troede, at hendes evner rakte til det. Men i hendes sabbatår fandt hun en tro på sig selv, som hun ikke tidligere havde haft.
- Der gik noget fanden-i-voldsk i mig, for selvfølgelig skulle jeg ind at læse dansk på universitet. Man er meget stærkere, end man lige går og tror, siger Pernille Moesgaard Nielsen.
I dag klarer hun sig fint på universitetet, og hun opfordrer andre ordblinde til finde en styrke i at være ordblind og til at tro på sig selv. Hun håber på at få et arbejde, hvor hun kan hjælpe ordblinde, når hun er færdig med at studere.