Og vinderen er... ja, hvem var det egentlig?
Forvirringen var total i finalen af den australske udgave af Top Model. Efter at stemmerne tilsyneladende var talt op, annoncerede showets vært på direkte, at den 19-årige Kelsey Martinov var showets vinder - men det var hun ikke.
Knapt et minut senere kunne serene følge med, da værten Sarah Murdoch rystede på hovedet, mens hun lyttede til sin øresnegl, hvor der kom en overraskende melding.
"Jeg er led og ked af det her. Det må du virkelig undskylde, det var et stort uheld," sagde hun.
Derefter sagde hun, at showets vinder rent faktisk var den 18-årige Amanda Ware.
"Det er, hvad der sker, når man laver direkte tv, folkens. Det her er vanvittigt, vanvittigt, vanvittigt," sagde tv-værten.
Kelsey Martinov tog dog skuffelsen pænt.
"Det er okay, det er en ærlig fejltalelse," sagde hun mens værten Sarah Murdoch tog sig til hovedet.
Herefter krammede de to konkurrenter, hvorefter Amanda Ware tog en sidste tur på catwalken.
Ifølge avisen Sydney Morning Herald har Kelsey Martinov fået intet mindre end 130.000 danske kroner i kompensation for den pinlige bummert.
Se videoen af den akavede situation her.